De ældste kendte tatoveringer går mere end 5.000 år tilbage: Gletschermumien Ötzi havde allerede omkring 3230 f.Kr. i alt 61 tatoveringer, og egyptiske mumier fra Gebelein har hudmærker, der ifølge den aktuelle forskning endda dateres lidt længere tilbage. De to fund er gjort i forskellige dele af verden uden nogen synlig kontakt med hinanden, hvilket tyder på, at mennesker udviklede tatovering uafhængigt af hinanden i flere tidlige kulturer i stedet for at udbrede den fra ét enkelt udgangspunkt. Hvis man følger tidslinjen fra de ældste fund til de designs, man i dag kan prøve uden forpligtelser, får man et klarere billede af, hvor længe mennesker har kommunikeret med billeder på huden, både permanent og midlertidigt.
Kort fortalt:
- Den ældste tatovering, der med sikkerhed er dateret, stammer fra gletschermumien Ötzi, omkring 3230 f.Kr.; mumierne fra Gebelein i Egypten har dog muligvis endnu ældre, figurative motiver fra omkring 3400 f.Kr.
- Ordet „tattoo“ kommer fra det polynesiske „tatau“ og kom først ind i de europæiske sprog i det 18. århundrede via Captain Cooks rejser i Stillehavet.
- Hos maorierne er Tā Moko stadig tæt forbundet med slægt og social status og følger sin egen teknik og symbolik, som adskiller sig markant fra andre tatoveringstraditioner.
- Midlertidig kropskunst som henna er dokumenteret lige så langt tilbage som permanente tatoveringer og har i årtusinder været en del af fester og livsbegivenheder.
Den ældste kendte tatovering: Ötzi, ismumien fra Hauslabjoch
Da den omkring 5.300 år gamle gletschermumie Ötzi blev fundet i Ötztal-alperne i 1991, viste der sig et usædvanligt omfattende mønster på hans hud: i alt 61 tatoveringer, der dateres til omkring 3230 f.Kr. (kilde: Ötzi – Wikipedia). I modsætning til, hvad man måske ville forvente af kropskunst, sidder mærkerne ikke på steder, der er lette at se, men især på benene, på begge sider af den nederste del af rygsøjlen samt som et korsformet tegn bag højre knæ og på højre ankel.
De blev sandsynligvis lavet ved at prikke huden med en knoglespids eller en kobberpren, så sodbaseret pigment fra ildstedet trængte ind i huden. Det er især oplysende, hvor mærkerne sidder: Mange af dem falder sammen med steder på kroppen, hvor Ötzi havde alders- eller belastningsbetinget slid på leddene. Det førte til den formodning, at tatoveringerne kan have haft en smertelindrende funktion, ligesom en tidlig form for akupunktur eller akupressur, snarere end udelukkende at have været dekorative. Det er en videnskabelig fortolkning baseret på fundenes placering, ikke et fastslået faktum; der findes endnu ikke noget endeligt svar på, hvorfor netop disse steder blev valgt.
Endnu ældre? Gebelein-mumierne og de tidligste figurative tatoveringer
Ötzi er ganske vist det bedst undersøgte tidlige fund, men ikke nødvendigvis det ældste. To prædynastiske egyptiske mumier fra Gebelein, registreret på British Museum under numrene EA 32751 og EA 32752, har tatoveringer, der dateres til omkring 3400 f.Kr. (kilde: Gebelein predynastic mummies – Wikipedia), altså muligvis flere århundreder før Ötzis mærker. Motiverne blev først synlige, efter at infrarøde optagelser, der blev offentliggjort i Journal of Archaeological Science i 2018, afslørede figurative mønstre på den hud, der i mellemtiden var blevet mørkere. Ifølge den aktuelle forskning hører de til de tidligste kendte billedlige, altså ikke rent lineære, tatoveringer, der er bevaret på menneskehud; hvis der fremover beskrives ældre fund, vil denne klassificering ændre sig.
Ötzi og fundene fra Gebelein viser tilsammen noget, der gælder for tatoveringens historie som helhed: Der er fundet spor af tatoveringer på mumificerede rester fra mange dele af verden, fra Egypten over dele af Asien til oprindelige amerikanske kulturer (kilde: Tattoo – Wikipedia). Det taler for, at skikken opstod uafhængigt flere steder i stedet for at sprede sig ud over verden fra ét enkelt udgangspunkt.
Hvor kommer ordet „tattoo“ fra? Fra „tatau“ til Captain Cook
Selv om skikken er gammel, er ordet, vi bruger om den i dag, relativt nyt. „Tattoo“ stammer fra det samoanske eller polynesiske „tatau“, som betyder omtrent „at slå“ eller „at banke ind“ og oprindeligt beskrev den traditionelle teknik, hvor farven blev ført ind i huden (kilde: Tattoo – Wikipedia). Begrebet kom først ind i de vestlige sprog fra 1768 via Captain James Cooks rejser i Stillehavet: Besætningsmedlemmer, heriblandt botanikeren Joseph Banks, tog både ordet og deres egne tatoveringer med tilbage til England.
Det betyder, at det begreb, der i dag bruges verden over, er et forholdsvis nyt lån fra det 18. århundrede, mens selve skikken, som de foregående afsnit viser, er flere årtusinder ældre. Hvis man undrer sig over, hvorfor tatoveringer længe kun var et randfænomen i Europa, finder man i dette tidsmæssige mellemrum mellem skikken og ordet i hvert fald en del af forklaringen.
Mere end dekoration: Tā Moko og tatoveringernes betydning hos maorierne
Den traditionelle maoriske tatoveringskunst Tā Moko i Aotearoa New Zealand viser, hvor forskellig betydningen af tatoveringer kan være fra kultur til kultur. Tā Moko er tæt forbundet med mana, altså anseelse og spirituel status, samt ens egen genealogi; traditionelt markerede det at få en moko overgangen fra barn til voksen og blev ledsaget af særlige ritualer (kilde: Tā moko – Wikipedia). Teknisk adskiller Tā Moko sig markant fra de andre tatoveringstraditioner, der beskrives i denne artikel: Huden blev ikke prikket, men nærmest skåret i med uhi, mejsler, der blandt andet var lavet af albatrosknogler. Det gav huden en rillet overflade i stedet for en glat.
Placeringen fulgte traditionelt også tydelige regler baseret på køn: Mænd bar for det meste moko i ansigtet, på balderne og lårene, mens kvinder især bar dem på læberne og hagen. Tā Moko er dermed et eksempel på, at tatoveringer i nogle kulturer synliggør identitet, slægt og social status i stedet for blot at være pynt; det er en kontekst, der fortjener respekt og ikke bør reduceres til et udskifteligt mønster. Hvis du også er interesseret i tatoveringers religiøse side, for eksempel i islam, finder du en særskilt gennemgang i vores artikel om, hvordan islamiske lærde vurderer tatoveringer.
Altid også midlertidig: Henna og anden midlertidig kropskunst
Tatoveringer er ikke den eneste måde, mennesker har brugt til at bringe billeder på huden i årtusinder. Henna er siden oldtiden blevet brugt i Egypten, Mellemøsten og på det indiske subkontinent til midlertidig farvning af hud, hår og negle; vægmalerier fra omkring 1680 f.Kr. viser allerede hænder, der er farvet på denne måde (kilde: Henna – Wikipedia). Henna bruges stadig traditionelt ved store livsbegivenheder som bryllupper og ved højtider som eid eller diwali.
I modsætning til en tatovering forsvinder henna af sig selv igen: Farven falmer normalt i løbet af en til tre uger, efterhånden som huden fornyer sig naturligt. Netop det er vigtigt for kropskunstens historie som helhed: Mennesker har altid valgt mellem permanent og midlertidig kropskunst alt efter anledningen; det er ikke et enten-eller, der først opstod med moderne produkter. Hvis du gerne vil sammenligne henna og moderne midlertidige tatoveringer direkte, forklarer vores sammenligning af midlertidige tatoveringer og henna forskellene i detaljer.
Fra ritual til afprøvning: Midlertidige tatoveringer og semipermanente designs i dag
Den lange linje fra kropsmaling over henna til permanente tatoveringer viser først og fremmest én ting: Historisk set har der altid været et mellemtrin mellem „ingenting“ og „for altid“. Nutidens midlertidige tatoveringer og semipermanente designs udfylder netop dette mellemrum, dog med et klart afgrænset formål: De giver dig mulighed for at se, hvordan et motiv, en størrelse eller en placering ser ud på din egen hud, før du overhovedet skal træffe en beslutning. Vi forklarer udførligt, hvad der teknisk adskiller semipermanente tatoveringer fra klassiske overførselstatoveringer, i vores guide til semipermanente tatoveringer.
Det er vigtigt at holde fast i den begrænsning, som selve historien viser: Et midlertidigt eller semipermanent design viser kun motiv, størrelse og placering. Det siger ikke noget om, hvor ondt en permanent tatovering gør, hvordan den heler, eller præcis hvordan den ser ud efter flere år; det kræver en ægte, permanent tatovering. Hvis du, ligesom mennesker gjorde for årtusinder siden, er interesseret i et symbol med personlig betydning, finder du for eksempel et beskyttelses- og trosmotiv eller et kompas i den aktuelle kollektion – som eksempler på, hvordan du i dag kan prøve et meningsfuldt billedsprog uden forpligtelser.
Hvis du efter denne afstikker gennem historien overvejer din egen første permanente tatovering, er det en god idé først at læse vores guide til den første tatovering, som hjælper med valget af motiv og placering. Og hvis du begynder at spekulere over, hvorfor nogle sværger til et ulige antal motiver, når de sammensætter et helt sæt, kan du finde baggrunden i vores artikel om overtroen omkring ulige antal tatoveringer.
Konklusion: En linje fra Ötzi til den midlertidige tatovering
Fra Ötzis 61 mærker over Gebelein-mumiernes figurative motiver og den polynesiske oprindelse af ordet til Tā Moko og henna går der en ubrudt linje: I mere end 5.000 år har mennesker brugt huden til at synliggøre betydning, tilhørsforhold eller et vigtigt øjeblik i livet, både permanent og midlertidigt. Muligheden for i dag først at prøve et design uden forpligtelser i kollektionen med midlertidige tatoveringer er derfor ikke et brud med denne historie, men dens seneste kapitel.
