En runetatovering er ikke generelt forbudt i Tyskland, og en ørn som motiv gør heller ikke automatisk tatoveringen strafbar. Det er udelukkende kendetegn for bestemte organisationer, der er erklæret forfatningsstridige eller forbudte, som er strafbare efter § 86a StGB – ikke en billedkategori som »en rune« eller »en ørn« i sig selv. Hvis du er interesseret i et Vegvísir, en Valknut eller et komplet runealfabet, befinder du dig som regel meget langt fra de få tegn, som loven faktisk omhandler. Denne artikel sætter § 86a StGB i perspektiv, forklarer, hvilke symboler der reelt er risikable, og hvorfor de gængse nordiske motiver som regel ikke giver anledning til bekymring. Den erstatter ikke juridisk rådgivning i konkrete sager.
- Loven retter sig mod organisationer, ikke billedmotiver: § 86a StGB forbyder kendetegn for konkrete forbudte grupper, ikke runer eller ørne som kategori.
- Tre symboler indebærer en reel risiko: Wolfsangel, Odal-runen i den udformning, SS gav den, og »Den sorte sol« betragtes regelmæssigt af domstolene som kendetegn.
- Den tyske forbundsørn er uproblematisk: Den blev bevidst adskilt fra den senere rigsø rn med hagekors i 1919 og er det nuværende statssymbol, som uden begrænsninger er tilladt.
- Vegvísir, Valknut og et runealfabet har deres egen historie: De kan føres tilbage til henholdsvis islandsk folkemagi og vikingetidens historiske skriftsprog uden nogen forbindelse til nazistisk symbolik.
Hvad § 86a StGB faktisk forbyder
§ 86a StGB gør det strafbart at udbrede eller offentligt anvende kendetegn for forfatningsstridige og terroristiske organisationer – det vil sige flag, emblemer, uniformselementer, slagord, hilsner og tegn, der kan forveksles med sådanne kendetegn. Overtrædelse kan medføre fængsel i op til tre år eller en bøde (kilde: § 86a StGB, gesetze-im-internet.de).
Det afgørende er, hvad loven knytter sig til: det konkrete kendetegn for en organisation, der er forbudt eller erklæret forfatningsstridig i § 86. En rune er som skrifttegn ikke et kendetegn for en organisation, og en ørn er som heraldisk motiv heller ikke – det bliver først strafbart, hvis et tegn faktisk kan forbindes med en bestemt gruppe eller kan forveksles med et af dens kendetegn. Denne forskel forklarer, hvorfor de følgende afsnit ikke behandler »runer« eller »ørne« generelt, men enkelte, specifikt navngivne tegn.
Det er i sidste ende domstolene, der træffer afgørelse i grænsetilfælde, og det sker ud fra den konkrete sag: hvordan et tegn er udformet, i hvilken sammenhæng det vises, og om der er risiko for forveksling med et faktisk forbudt kendetegn. Denne artikel giver den historiske og juridiske baggrund, men erstatter ikke en vurdering fra en advokat i den konkrete sag.
Hvilke rune- og vikingsymboler der reelt er risikable
Wolfsangel var oprindeligt en middelalderlig fælde til ulvejagt og kom herfra med i talrige by- og familieskjolde. Under nazismen tog flere SS-divisioner, herunder divisionen »Das Reich«, Wolfsangel i brug som enhedsmærke, og højreekstreme grupper tog senere tegnet i brug igen. Derfor betragter domstolene overvejende Wolfsangel som et strafbart kendetegn efter § 86a StGB (kilde: Wolfsangel, Wikipedia). En appeldomstol i Brandenburg har dog anerkendt, at samme form også fortsat bruges legitimt i kommunale våbenskjolde og af det tyske militær – også her afhænger vurderingen altså af den konkrete sammenhæng, som tegnet optræder i.
Odal-runen, det 24. og sidste bogstav i det ældre futhark, betyder oprindeligt »arvet ejendom« og hører til den helt almindelige historiske runerække. Det problematiske er ikke selve runen, men en variant, som SS ændrede, og som SS' race- og bosættelseshovedkontor udviklede som mærke for organisationer som Hitlerjugend og 7. SS-bjergdivision. Den strafferetlige relevans knytter sig til dette specifikke mærke for bestemte organisationer, ikke til den historiske rune som sådan (kilde: Odal-rune, Wikipedia).
»Den sorte sol« (også kaldet solhjulet) stammer fra et gulvornament, der blev anlagt mellem 1938 og 1943 på SS-Ordensburg Wewelsburg. Fra 1990'erne bredte den sig i nynazistiske og højreekstreme esoteriske kredse som et erstatningssymbol for hagekorset (kilde: Den sorte sol, Wikipedia). På grund af sin historie er den et af de tegn, hvor et tatoveret motiv rejser alvorlige juridiske spørgsmål, selv om det formelt ikke er et hagekors.
Hvorfor »samme« symbolomrids kan vurderes forskelligt
Alle tre eksempler viser det samme mønster: En form eksisterede før nazismen, blev taget i brug som mærke af en bestemt organisation eller blev specifikt ændret til det formål, og det er netop denne organisatoriske tilknytning, der gør den strafbar efter § 86a StGB – ikke den geometriske form i sig selv. Derfor kan Wolfsangel være tilladt i et byvåben, men ikke som mærke i en tydeligt højreekstrem sammenhæng, og derfor skelner loven mellem den historiske Odal-rune og SS-varianten. Når en tatoveringsskitse skal vurderes, er det altså afgørende, hvilket konkret tegn og hvilken historisk og brugsmæssig sammenhæng der er tale om, ikke kun hvordan det færdige motiv ser ud.
Rigsørnen, forbundsørnen og den afgørende forskel
Ørnen som magtsymbol går tilbage til den romerske legions feltsymboler og har siden prydet våbenskjoldene for Det Tysk-romerske Rige, Det Tyske Kejserrige og Weimarrepublikken, længe før nazismen overhovedet fandtes. Ørnen er altså historisk set et bredt anvendt heraldisk motiv og ikke et kendetegn for en enkelt organisation.
I 1935 beordrede naziststaten, at der skulle indføres en særlig statsørn, som kombinerede ørnen med et hagekors i en egekrans. Det er netop denne kombination af ørn og hagekors, der gør tegnet til et kendetegn i henhold til § 86a StGB, ikke ørnen i sig selv (kilde: Rigsørnen, Wikipedia).
Den nuværende forbundsørn blev allerede i 1919 bevidst udformet, så den skilte sig tydeligt fra den ældre monarkiske rigsø rn, og den udviklede sig uafhængigt af nazitidens statsørn. Som en enkel heraldisk ørn uden hagekors er den Forbundsrepublikkens nuværende statssymbol og må bruges uden juridiske begrænsninger. Spørgsmål om »tysk ørn« eller »forbundsørnen som tatovering« handler altså om et motiv, der tydeligt adskiller sig fra nazisternes kombination af ørn og hagekors.
Hvorfor Vegvísir, Valknut og et runealfabet som regel ikke giver anledning til bekymring
Vegvísir er en islandsk galdrastafur (magisk stav), der første gang blev dokumenteret i Huld-manuskriptet fra 1860, og som skulle hjælpe en rejsende med ikke at fare vild i stormvejr. Tegnets dokumenterede historie har ingen forbindelse til nazistisk symbolik (kilde: Vegvísir, Wikipedia). Designet Vegvísir fra kataloget viser netop dette motiv som et selvstændigt beskyttelsessymbol med otte runelignende arme.
Et komplet runealfabet, som det ses i designet Runealfabet, fungerer som historisk skrift: Det viser det ældre futharks tegnrække, ligesom det latinske alfabet er skrift og ikke et symbol for en bestemt gruppe. Netop funktionen som skrift eller dekorativt kulturmotiv adskiller en rune i alfabetet fra et enkelttegn, der bruges som organisationsmærke, såsom SS-varianten af Odal-runen.
Valknut, motivet med tre sammenflettede trekanter, følger samme logik: Det hører til den nordiske mytologi omkring Odin og forbindes med liv, død og skæbne, uden at det dermed knyttes til en forbudt organisation. Et design som Nordisk flugt, der kombinerer en Vegvísir med ørnevinger og to ravne, er også uproblematisk i denne forståelse: Hverken de enkelte elementer eller kombinationen svarer til et kendt organisationskendetegn.
Sådan træffer du et trygt valg uden at få juridisk rådgivning her
Den juridiske vurdering afhænger i sidste ende af mere end motivets omrids alene. Den samme form opfattes forskelligt, alt efter om den optræder som historisk skrift, som kommunalt våbenskjold eller som personligt motiv fra nordisk mytologi, eller om den tydeligt efterligner en organisationsmærke eller kombineres med andre højreekstreme billedmotiver. Eksemplerne i denne artikel – Vegvísir, Valknut og et dekorativt runealfabet – hører på baggrund af deres dokumenterede historie tydeligt til i den første kategori.
Hvornår du reelt bør spørge en advokat
Hvis et design tydeligt efterligner det specifikke mærke for en kendt, forbudt organisation, for eksempel SS-varianten af Odal-runen, Wolfsangel i en tilsvarende sammenhæng eller Den sorte sol, og ikke bare »en rune« generelt, er det netop en situation, hvor du bør søge rådgivning hos en advokat frem for at stole på en oversigtsartikel som denne. Også stiliserede eller ændrede varianter af et kendt kendetegn kan, afhængigt af den konkrete sag, være omfattet af § 86a StGB.
For de gængse nordiske motiver i denne artikel er et andet, helt praktisk næste skridt oplagt: Prøv først et midlertidigt eller semipermanent design derhjemme, og se på de præcise linjer, størrelsen og placeringen på din egen hud, før du træffer en permanent beslutning. En særskilt vejledning forklarer, hvordan du vælger motiv og placering, så de passer sammen. Hvis du generelt er interesseret i nordiske og mytologiske motiver, kan du finde flere oplysninger i oversigten over fantasy- og mytologitatoveringer, og hvis du også er interesseret i de juridiske aspekter af andre tatoveringsmotiver, gennemgår artiklen om organdonationstatoveringer og hvad der gælder juridisk et beslægtet emne. Hele vikingekollektionen i kataloget samler Vegvísir-, Valknut- og runedesign, så du kan sammenligne forskellige varianter direkte.
