En tribal-tatovering, sådan som de fleste forestiller sig den i dag, betegner en vestlig grafisk stil med store, helt sorte former, tykke kurver og symmetriske eller flammelignende mønstre, som blev populær i Europa og USA i 1990’erne og 2000’erne. Det er ikke navnet på én bestemt tradition: Det er en stilbetegnelse, som har hentet sit visuelle udtryk fra flere forskellige kulturer, for eksempel maoriske, samoanske og dayak-traditioner fra Borneo, uden at videreføre deres betydning, regler eller legitime bærere. Når man forstår forskellen, kan man vælge et motiv med åbne øjne, uanset om man netop ønsker denne genkendelige grafiske stil eller derimod et bestemt kulturelt symbol, som behandles bedre i en særskilt guide.
- »Tribal« er en vestlig stil, ikke en tradition: Den samler visuelle lån fra flere kulturer, som hverken har samme betydning eller de samme regler.
- Maoriernes tā moko, samoanernes tatau og peʻa samt dayak-motiverne fra Borneo er virkelige praksisser, som er forbeholdt bestemte bærere og tatovører – ikke blot æstetik, man kan efterligne.
- Nutidige versioner af tribalstilen – blackwork, geometrisk ornamentik eller diskrete motiver – gør det muligt at bevare det genkendelige udtryk uden at gøre krav på en oprindelse, man ikke har.
- En prøve med en midlertidig eller semipermanent tatovering giver en idé om størrelsen og placeringen af et stort motiv; den siger intet om smerte, heling eller det præcise resultat af en permanent tatovering.
Hvad er en tribal-tatovering i dag?
På huden kendes et »tribal«-motiv som regel på nogle få gennemgående træk: store, helt sorte flader, tykke kurver, der følger armens, skulderens eller læggens form, og symmetri eller en gentagen rytme, der leder tankerne hen på flammer eller bølger. Formerne er skabt, så de er lette at aflæse på afstand og følger musklerne. Derfor dækkede de længe hele områder som underarmen, biceps eller den øvre del af ryggen.
Selve ordet »tribal« kommer fra det engelske tribal art – en kategori, som vestlige tatoveringsstudier fandt på for at sælge en type tegning, ikke for at betegne en bestemt kultur. Intet folk definerer sig selv som »tribal«: Udefra samler begrebet æstetiske udtryk fra meget forskellige steder. Det er netop denne bekvemme betegnelse, der skaber forvirring, fordi stilen har spredt sig langt bredere og langt hurtigere end de traditioner, den er inspireret af.
Hvor stammer tribalstilen fra? Flere virkelige traditioner – ikke én
Bag ordet »tribal« gemmer der sig i virkeligheden meget forskellige tatoveringspraksisser, hver med sin egen historie, teknik og betydning. De følgende tre eksempler viser, hvorfor ingen af dem kan reduceres til et rent dekorativt motiv.
Tā moko (maorisk)
Tā moko er maoriernes traditionelle tatovering fra New Zealand. Den fortæller om bærerens slægt, sociale status og identitet, og historisk blev den indridset med en mejsel i stedet for stukket med en nål. Den symbolske betydning er så stærk, at man har skabt et særskilt begreb, »kirituhi« (bogstaveligt »skrift på huden«), om et motiv inspireret af maorisk kunst, som bæres af en person, der ikke tilhører folket. Begrebet adskiller netop motivet fra ægte tā moko, som forudsætter en slægtsmæssig og historisk viden, som kun en maorisk bærer legitimt kan gøre krav på (kilde: Tā moko – Wikipedia).
Tatau og peʻa (samoansk)
Hos samoanerne er den mandlige peʻa en traditionel tatovering, der dækker kroppen fra midt på ryggen til knæene. Den udføres stadig i hånden af tatovører med arvelig tilknytning, tufuga tā tatau, med redskaber, der er gået i arv gennem generationer, og den har stor social og åndelig betydning i fællesskabet. Selv i dag er det stadig en sjælden forpligtelse at modtage den, hvis man ikke er samoaner (kilde: Peʻa – Wikipedia).
Dayak-motiver (Borneo)
Hos nogle dayak-samfund på Borneo har tatovering længe været en del af overgangsritualer og har blandt andet registreret, hvor mange kampe eller hoveder en kriger havde taget i løbet af sit liv. De traditionelle austronesiske teknikker byggede på et redskab, der blev slået ind med hånden – en torn, en knogle eller en muslingeskal – og ikke på en maskine. Derfor fik hvert motiv en status, der mindede mere om et personligt dokument end om ren udsmykning (kilde: Tattoo – Wikipedia).
Hvorfor er forskellen vigtig, når man vælger et motiv?
Et generisk »tribal«-motiv, købt i et katalog eller foreslået af en vestlig tatovør, tilhører ikke nogen af disse traditioner specifikt. Det repræsenterer hverken en status, en slægtslinje eller en personlig bedrift: Det er en grafisk tegning, der genbruger en æstetik, ikke et kodet socialt budskab. Det gør ikke i sig selv motivet illegitimt, men det ændrer spørgsmålet, man bør stille sig, før man vælger det.
Hvis man netop ønsker det genkendelige udtryk med store sorte former, markante kurver og en stærk grafisk effekt, lever et generisk motiv i tribalstil fuldt ud op til forventningen. Hvis udgangspunktet derimod er et ønske om at bære en bestemt symbolik knyttet til en kultur eller mytologi, er det bedre at gå til en guide om den pågældende tradition end at vælge et upræcist »tribal«-motiv, som hverken viderefører dens betydning eller dens koder. Hvis du er interesseret i nordisk symbolik og runer, gennemgår guiden til vikingetatoveringer de faldgruber, du bør undgå; hvis du er interesseret i græsk symbolik, gennemgår guiden til tatoveringer inspireret af græsk mytologi de klassiske guder og motiver.
Moderne versioner af tribalstilen
Tribalstilen er ikke forsvundet; den er blot blevet videreudviklet i flere grafiske retninger, som bevarer dens ånd uden nødvendigvis at bruge de store, helt sorte flader fra den oprindelige stil. Blackwork ligger tættest på det klassiske udtryk: store sorte flader, markante kurver og tydelig kontrast mod huden. Ornamentik og geometriske motiver bygger på den samme idé om et struktureret og symmetrisk mønster, men bruger fine linjer i stedet for store flader. Det giver et lettere udtryk, samtidig med at kompositionen stadig er gennemarbejdet.
Den diskrete version tager udviklingen et skridt videre: én enkelt linje, en enkel form – det samme grafiske formsprog reduceret til det væsentlige, så resultatet er mere afdæmpet til hverdag. Uendelighedssymbolet nedenfor viser denne fine stil, som kan sammenlignes med det mere detaljerede kompas ovenfor.
Disse tre retninger – blackwork, ornamentik og diskrete motiver – findes side om side i guiden til geometriske tatoveringer og guiden til minimalistiske tatoveringer, som kan bruges til at sammenligne flere eksempler, før man træffer et valg.
Vælg størrelse og placering, før du beslutter dig
Store motiver i tribalstil placeres oftest på armen, underarmen eller benet – områder med plads nok til, at kurverne og de sorte flader forbliver tydelige. Før man beslutter sig, er det værd at se, hvordan motivet tager sig ud mod ens egen hudtone, og hvor synligt det er i hverdagstøjet, både på kontoret og om sommeren.
En midlertidig eller semipermanent tatovering er den nemmeste måde at vurdere det konkret på: Den gør det muligt at se motivets faktiske størrelse på sin egen hud, vurdere balancen mellem tegningen og det valgte område på kroppen og sammenligne flere placeringer, før man binder sig. Denne prøve handler kun om størrelse, form og placering. Den fortæller ikke noget om smerten ved en permanent tatovering, hvordan huden vil hele, om en eventuel risiko for allergi eller det præcise resultat, som det samme motiv ville få, når det først er stukket ind med en nål. Det er separate spørgsmål, som kun vedrører permanente tatoveringer, og som en midlertidig prøve ikke kan give svar på.
Hvis du vil sammenligne de tilgængelige størrelser, inden du går i gang, gennemgår guiden til størrelser på midlertidige tatoveringer mini-, medium- og full body-formater. Hvis du efter en vellykket prøve overvejer, om du skal vælge en permanent tatovering, gennemgår guiden til valget mellem midlertidig og permanent de kriterier, du bør tage i betragtning.
Ofte stillede spørgsmål om tribal-tatoveringer
Har en tribal-tatovering en fast betydning?
Nej, ikke i sin generiske form. I modsætning til tā moko eller samoansk tatau, der følger bestemte koder, som overleveres inden for en given kultur, har et »tribal«-motiv, der sælges som en vestlig grafisk stil, ingen fælles kode eller alment anerkendt, entydig betydning. Man kan selv tillægge det den betydning, man ønsker, men betydningen er personlig, ikke kulturel.
Kan man bære et tribal-motiv uden tilknytning til en bestemt kultur?
Ja, hvis man ved, hvad det egentlig er, man bærer. Et generisk tribal-motiv og et motiv med tilknytning til en bestemt kultur – for eksempel maorisk, samoansk eller dayak – udspringer ikke af samme hensigt: Det første er en æstetik, det andet hører til en historie og tilhører legitime bærere. Når man vælger med åbne øjne, undgår man at forveksle de to, uanset hvilket motiv man ender med at vælge.
Er tribalstilen egnet til en første tatovering?
Den kan sagtens være et udgangspunkt, hvis man først afprøver størrelsen og placeringen i stedet for at beslutte sig ud fra et billede alene. Som med alle store motiver hjælper en midlertidig prøve med at visualisere resultatet på ens egen krop, før man særskilt tager stilling til spørgsmålene om en permanent tatovering.
Hvis du vil se, hvordan et stort motiv i tribalstil tager sig ud på din egen hud, før du beslutter dig, kan de strukturerede motiver i InkLabs-kollektionen med midlertidige tatoveringer med symboler bruges til at sammenligne flere størrelser og placeringer fra arm til ben, før du vælger.
