En hudtusch, et ark printbart transferpapir eller en stencil gør det muligt at tegne et motiv derhjemme på få minutter, men de tre metoder giver ikke samme resultat: Tusch falmer hurtigt ved den mindste friktion, papir gengiver et printet motiv præcist i nogle dage, og en stencil bruges især til at tegne en skarp kontur, som derefter fyldes ud med tusch eller en pasta til huden. Disse forsøg hjælper med at vurdere motivets størrelse og placering, før du går videre til en tatovering, der er klar til påføring; de gør det ikke muligt at forudse smerte, heling, risiko for allergi eller præcis hvordan en permanent tatovering vil se ud, da det afhænger af blækket, der sprøjtes ind, og den enkeltes hud.
Før vi går i detaljer med hver metode, er her det vigtigste at huske:
- Et forsøg med tusch er velegnet til hurtigt at prøve motivet af for første gang, men holder sjældent længere end en dag, når det først er blevet vasket eller gnedet af.
- Transferpapir gengiver det, der er printet eller tegnet på det, og holder lidt længere end tusch alene.
- En stencil giver rene konturer, men det endelige resultat afhænger stadig af, hvad der bruges til at udfylde den.
- Brug kun tuscher og blæk, der udtrykkeligt er beregnet til kontakt med huden – aldrig en kontortusch eller en almindelig permanent marker.
Sådan ser en hjemmelavet midlertidig tatovering faktisk ud
De tre hjemmemetoder bygger på samme princip: Et motiv overføres overfladisk til huden uden at ændre noget under overfladen. Det er netop derfor, de er nyttige til at afprøve en idé, før man beslutter sig, og det er også det, der begrænser, hvad de kan vise. Et forsøg med tusch viser, hvor på kroppen et motiv sidder, og hvilken størrelse der passer; det fortæller hverken noget om smerten ved en tatovering hos en tatovør, helingen, en eventuel allergisk reaktion på blæk, der sprøjtes ind, eller præcis hvordan det samme motiv ville se ud, når det er tatoveret dybere i huden. Hvis du husker denne begrænsning, undgår du at drage forkerte konklusioner ud fra en simpel test på huden.
Tegn med tusch: hurtigt, men kortvarigt
Tusch er den mest direkte metode: Du tegner i fri hånd på huden, og resultatet er synligt med det samme. Derfor er det en god måde hurtigt at sammenligne flere idéer til placering, før du vælger. Stregen bliver dog mindre jævn end et printet motiv, især på et område, der er svært at nå selv, som ryggen eller skulderbladet. Tegningen falmer ved vask og friktion fra tøjet, som regel i løbet af nogle timer til en dag, alt efter hvordan området bruges; der findes ingen fast holdbarhed, da det hele afhænger af kropsområdet og hvor ofte det vaskes.
Hvilken type tusch skal du vælge?
Kun tuscher og markere, der er fremstillet til direkte kontakt med huden, er egnede til dette formål. En kontortusch, en almindelig permanent marker eller en pen beregnet til papir kan indeholde opløsningsmidler eller pigmenter, der ikke er beregnet til at være i kontakt med overhuden, så tjek den angivne anvendelse på emballagen, før du tegner.
Midlertidigt tatoveringspapir: sådan fungerer det
Transferpapir bygger på et overføringsprincip: Et motiv printes eller tegnes på den dertil beregnede side og klippes derefter så tæt på tegningen som muligt for at undgå en synlig papirkant omkring tatoveringen. Derefter placeres arket med motivsiden mod huden, gennemvædes grundigt i cirka et minut, og papirarket trækkes langsomt af, så kun det overførte blæk bliver tilbage. Denne form for overføring har længe været kendt fra små tatoveringer, der sælges i slikbutikker, og blev siden tilpasset, så de kan printes derhjemme (kilde: Wikipedia — Tatovering).
Tusch eller papir: Hvad er forskellen på resultatet?
Tusch afhænger helt af håndens bevægelser, mens papir gengiver præcist det, der er printet eller tegnet på forhånd. Det giver mere jævne linjer til detaljerede motiver eller tekst. Til gengæld er papir stadig en overfladisk overføring: Du skal forberede motivet på forhånd, og du kan ikke justere tegningen, når den først er påført, som du kan ved at rette en streg med tusch.
Stencil: skarpere konturer
En stencil skærer en præcis kontur ud, som skal overføres til huden; den hjælper med at styre tegningen, men afgiver ikke selv nogen farve. Den skal altid suppleres med en hudtusch eller en pasta af samme type som den, der bruges til almindelige midlertidige motiver, og som påføres inden for eller langs den udskårne kontur. Metoden er særligt nyttig til et geometrisk eller symmetrisk motiv eller et motiv, der skal gentages flere gange samme sted, hvor det er sværere at holde en frihåndstegning jævn.
Sammenligning af resultatet og holdbarheden for de tre metoder
Hvad angår hurtighed, er tusch den nemmeste metode at afprøve, men også den med den mest begrænsede holdbarhed og de mindst jævne streger. Transferpapir giver et motiv, der præcist svarer til det, der er printet eller tegnet, og holder lidt længere, men er stadig en overfladisk overføring, der forsvinder med tiden og ved vask. En stencil giver rene konturer, men det endelige resultat afhænger stadig af den tusch eller pasta, der bruges til at udfylde den, så holdbarheden har de samme begrænsninger som ved de to andre metoder. Til sammenligning starter blækket i en halvpermanent tatovering fra InkLabs med at være blåt, når det påføres, og bliver derefter mørkere mod en blå/sort farve i løbet af 24 timer. Den endelige farve varierer efter hudtype (kilde: Inklabs — Sådan fungerer det) — her trænger blækket ind i huden, og holdbarheden følger en helt anden tidsplan end for tusch eller papir, der bliver på overfladen.
Forholdsregler, før du prøver på huden
Før du dækker et større område, er det bedst at prøve tuschen, papiret eller stencilen på et lille hudområde og vente for at se, hvordan huden reagerer. Hvis der opstår rødme, kløe eller ubehag, er det enkleste at stoppe forsøget og vaske området med vand. Hvis du kun bruger tuscher, blæk eller pasta, der udtrykkeligt er beregnet til kontakt med huden, mindsker du denne risiko, fordi produkter beregnet til papir eller almindelig tegning ikke gennemgår de samme kontroller. Det er også bedst at lade et tidligere forsøg forsvinde helt, før du laver et nyt præcis samme sted, så huden får en pause mellem påføringerne.
Hvornår skal du gå videre til en tatovering, der er klar til påføring?
Når du har fundet en størrelse og placering, du kan lide, ved hjælp af forsøget derhjemme, giver en midlertidig tatovering, der er klar til påføring, og dens påføringsvejledning et færdigt resultat, som ikke længere afhænger af, hvor jævnt du tegner med tusch. Hvis du vælger et motiv frem for at tegne det i hånden, egner enkle designs som Happy eller Liniște Interioară sig godt til dette, og i kollektionen af minimalistiske motiver kan du sammenligne flere, før du vælger.
Hvis du vil forstå, hvordan farven på en halvpermanent tatovering udvikler sig efter påføring, beskriver en særskilt artikel denne udvikling, og en anden forklarer, hvor længe denne type tatovering holder – til sammenligning med den korte holdbarhed ved et forsøg med tusch eller papir. Hvis du stadig er i tvivl mellem flere designs, kan du finde vejledning i denne guide til at vælge et motiv, og hvis du foretrækker et specialtegnet motiv, kan du se de tilpasningsmuligheder, der tilbydes i øjeblikket. Hvis du vil have en tatovering som et minde, der minder om dette, men fortæller en anden historie, udforsker artiklen om Malabar-tatoveringen endelig en anden form for nostalgisk overføring.
