En Kalevala-tatovering forestiller som regel en af den finske nationalepos’ centrale figurer eller genstande: Sampo, den vise Väinämöinen og hans kantele, Tuonelas svane eller skovens konge Otso. Sisu bliver også ofte nævnt i samme sammenhæng, selvom det ikke er en figur fra eposset, men et selvstændigt nationalt begreb. Hvert symbol har sin egen historie, og det er netop historien, der afgør, hvad motivet i sidste ende udtrykker – den samme figur kan betyde meget forskellige ting, alt efter hvilket sted i myten man vælger den fra.
- Sampo, og hvorfor dens oprindelige betydning stadig er et åbent spørgsmål blandt forskere.
- Väinämöinen og kantele, der er kendt som Finlands nationalinstrument.
- Tuonelas svane og bjørnen Otso, to meget forskellige stemninger fra det samme epos.
- Sisu, som ikke stammer fra Kalevala, men ofte forbindes med samme emne.
Sampo: genstanden, som hele eposset strides om
Kalevala er et værk samlet i 1800-tallet af Elias Lönnrot på grundlag af mundtlig folketradition fra Finland, Karelen og Ingermanland. Den udvidede version, der blev udgivet i 1849, indeholder 22.795 vers fordelt på halvtreds sange og betragtes som Finlands nationalepos (kilde: Kalevala, Wikipedia). På den baggrund er det lettere at forstå, hvorfor de enkelte figurer og genstande bærer så stor betydning: De er ikke løsrevne billeder, men dele af en lang fortælling, der er gået i arv mundtligt.
Kalevala-dagen den 28. februar
Den 28. februar fejres Kalevala-dagen i Finland, og dagen er en officiel flagdag. Den har sit udspring i dagen i 1835, hvor Lönnrot underskrev forordet til første udgave, og siden 1978 har dagen også været kendt som den finske kulturs dag (kilde: Kalevala-dagen, Wikipedia). For mange er det et naturligt tidspunkt at få en tatovering med et Kalevala-motiv, men datoen er kun én måde at knytte valget til noget konkret på – selve symbolet bærer sin betydning, uanset hvilken dag man vælger det.
Centrum i eposset er Sampo: en magisk genstand, som smeden Ilmarinen smeder, og som maler mel, salt og guld i det uendelige. Man kan tænke på Sampo som Finlands egen version af et overflødighedshorn (kilde: Sampo, Wikipedia). Väinämöinens følge og Pohjolas herskerinde Louhi strides om Sampo, og efter kampen går genstanden i stykker og forsvinder i havet under flugten. Forskerne er ikke nået til enighed om, hvad Sampo oprindeligt betød – forslagene omfatter blandt andet en mølle, en verdenssøjle og en kantele af jern. Det er værd at behandle dette som et åbent spørgsmål, ikke en gåde, der er blevet løst, når man vælger Sampo som tatoveringsmotiv: Tvetydigheden er en del af symbolets natur, ikke en mangel ved det.
Väinämöinen og kantele, som han efterlader
Väinämöinen er Kalevalas centrale helt: en urgammel, vis sanger og seer, hvis styrke bygger på sang og ord snarere end vold. Han bringer orden til Kalevalas land og fungerer som epossets faste hovedperson hele vejen igennem (kilde: Väinämöinen, Wikipedia). I slutningen af eposset sejler han bort, da kristendommen kommer til landet; denne afrejse fortolkes normalt som afslutningen på den gamle verdensorden, ikke som en bogstavelig afslutning for ham selv.
Kantele forbindes også med Väinämöinen og er kendt som Finlands nationalinstrument. Ifølge fortællingen laver han den første kantele af kæben fra en kæmpegedde og manen fra Hiisis hingst, og efter at have mistet instrumentet laver han en anden af birketræ og en jomfrus hår (kilde: Kantele, Wikipedia). Fortællingen om instrumentets to tilblivelser gør kantele til et særligt interessant motiv: Det er ikke bare en genstand, men en påmindelse om, at man kan bygge noget værdifuldt op igen, når den første udgave går tabt.
Hvorfor kanteleformen fungerer som en enkel stregtegning
Kantelens buede krop og lige strenge danner en tydelig kontur, der stadig er let at aflæse i lille størrelse – dette er en designobservation, ikke en ny påstand om instrumentet. Derfor egner den sig især til områder som håndled, underarm eller ankel, hvor et detaljeret motiv let bliver utydeligt. Af samme grund er det værd på forhånd at overveje, om motivet står bedst vandret eller lodret på det kropsområde, hvor man vil placere det.
Tuonelas svane og bjørnen Otso
Tuonelas svane svømmer i floden, der afgrænser Tuonela, underverdenen i finsk mytologi. I Lemminkäinens fortælling får helten til opgave at skyde svanen, men dør selv af en forgiftet pil, før han når at fuldføre opgaven (kilde: Tuonelas svane, Wikipedia). Scenen bør læses specifikt som en del af Lemminkäinens egen historie, ikke som en generel påstand om svaner eller døden i sig selv – svanen bærer betydning netop i denne fortælling, ikke som symbol i sig selv.
Otso, altså bjørnen, er en anden stærk figur i eposset, men dens historie har en anden tone end svanens. Ifølge traditionen udtalte man ikke bjørnens rigtige navn højt, fordi man troede, at det ville bringe uheld på jagten; i stedet omtalte man bjørnen med respektfulde navne som mesikämmen og kontio (kilde: Otso, Wikipedia). Bjørnen betragtes stadig som skovens konge, og den er officielt Finlands nationaldyr.
Hvorfor man ikke udtalte bjørnens navn højt
Omskrivningerne handlede ikke blot om høflighed, men var en del af en større tro på, at et navn har magt til at tilkalde det, det betegner. At skåne bjørnens rigtige navn betød i praksis, at man altid talte om den gennem en egenskab eller en familierelation – mesikämmen henviser til dens poter, mens kontio henviser til dens position som skovens beboer. Som tatoveringsmotiv giver denne baggrund bjørnemotivet en anden tyngde end blot et billede af et stærkt dyr: Det handler også om den respekt, man viste dyret allerede ved at navngive det.
Sisu: et ord, der står på egne ben
Sisu beskriver udholdenhed, beslutsomhed og robusthed, som finnerne selv mener, at andre sprog ikke har en helt direkte pendant til. Ordet stammer fra udtrykket "sisus", der betyder det inderste eller indvolde (kilde: Sisu, Wikipedia). Begrebet blev især kendt internationalt gennem nyhedsdækningen af vinterkrigen 1939–1940, hvor udenlandske journalister beskrev finnernes udholdenhed med netop dette ord.
Da sisu er et ord og en idé snarere end en afbildet figur, fungerer det som tatovering både skrevet som tekst og kombineret med et enklere visuelt motiv, for eksempel et minimalistisk stregmønster – dette er en designbemærkning, ikke en ny påstand om selve begrebet. I modsætning til Sampo eller kantele kræver sisu ikke en visuel fortolkning for at fungere: Mange vælger det netop, fordi ordet i sig selv bærer hele betydningen.
Afprøv motivet, før du beslutter størrelse og placering
En midlertidig eller semipermanent model giver mulighed for at se, hvordan det valgte motiv ser ud i en bestemt størrelse og på et bestemt hudområde, før man træffer en permanent beslutning. Det handler specifikt om at afprøve design, størrelse og placering – ikke om at forudsige, hvordan en permanent tatovering vil hele, falme eller føles på huden. Hvis du stadig overvejer placering eller størrelse, gennemgår guiden til valg af motiv og placering til din første tatovering, hvordan man kan vælge det første motiv og den første placering med omtanke.
Man kan også sammenligne stregtykkelse og proportioner med andre motiver fra fantasy og mytologi, selvom de ikke forestiller figurer fra Kalevala.
Det er også værd at overveje, hvilken stregstil der passer til den valgte figur ud fra dens egen stemning. Sampo og Otso bærer en tung, endda dramatisk betydning, så en kraftigere kontur eller et udfyldt område fungerer ofte bedre til dem end en ultratynd stregtegning. Kantele og Tuonelas svane er derimod mere sarte motiver, så en tynd streg med mange detaljer fremhæver historiens finfølelse i stedet for at drukne den i tung skygge. Sisu fungerer derimod oftest som tekst: Bogstavernes tykkelse og afstand bør vælges efter samme princip som for et billedmotiv, altså ud fra om teksten står bedst samlet eller med mere luft på det valgte hudområde.
Du kan se disse og andre motiver inden for samme emne i kollektionen Fantasy og mytologi, hvor du også kan bestille en enkelt Kalevala-figur som et specialdesignet motiv. Hvis et færdigt motiv føles rigtigt, og du vil prøve det derhjemme, gennemgår vejledningen til påføring af en midlertidig tatovering derhjemme påføringen trin for trin, og guiden til valg af en passende midlertidig model hjælper dig med at sammenligne forskellige modeller, før du vælger. Hvis det finske epos ikke er den eneste mytologi, du interesserer dig for, præsenterer den generelle introduktion til tatoveringer med fantasy- og mytologimotiver et bredere udvalg af andre sagnmotiver.
Sampo, Väinämöinen og kantele, Tuonelas svane, Otso og sisu rummer meget forskellige stemninger fra samme tradition: Den første fortæller om en omstridt skat, den anden om at give slip og bygge op igen, den tredje om grænsen mellem liv og død, den fjerde om respekt og den femte om et ord, der ikke behøver et billede. Når man ved, hvilken historie ens valg bærer på, er det også lettere at vurdere, hvilken stregtegning og størrelse der yder motivet retfærdighed på huden.
