En fe-tatovering symboliserer ikke kun én ting, fordi selve ordet »fe« i dag dækker over tre forskellige traditioner: den lille, vingede eventyrfe, der forbindes med lethed og fantasi; feen fra græsk folketro, som bor ved kilder og i bjerge og er knyttet til mere alvorlige og mere »skarpe« historier; og nymfen fra den antikke mytologi, som det græske ord selv stammer fra. Før du vælger et motiv, er det værd at vide, hvilken af de tre versioner du faktisk vil have på huden, for valget ændrer tatoveringens stil, komposition og budskab lige meget.
- Den vingede fe, du ser på de fleste motiver i dag, er et forholdsvis nyt billede, ikke den oprindelige folkelige skikkelse i traditionen.
- Feen fra græsk folketro har sin egen, mere alvorlige folklore med historier, der ikke passer til det søde eventyrbillede.
- Ordet »fe« stammer fra nereiderne i den antikke mytologi og bruges i dag mere generelt om nymfer, feer og havfruer.
- Det er tegnestilen – fine linjer, dekorativ eller mørk og illustrativ – der viser beskueren, hvilken af de tre versioner du mener.
Eventyrfeen: Hvad mener vi som regel?
Når nogen bare siger »fe« uden yderligere forklaring, er det næsten altid det samme billede, man først kommer til at tænke på: et lille væsen med fine, gennemsigtige vinger, der flyver mellem blomster med en tryllestav i hånden. Billedet har ikke én enkelt rod; det kombinerer elementer fra keltisk, slavisk, germansk og fransk folketro, som med tiden er blevet blandet sammen til en fælles, international opfattelse af, hvad en fe er (kilde: Fairy – Wikipedia).
Den ældre folkelige fe havde som regel ikke vinger, før den blev den søde skikkelse, vi kender i dag; dens evne til at flyve blev tilskrevet magi og ikke en fysisk egenskab, og historierne om den var ofte mørkere og handlede om uforudsigelige og til tider farlige væsner, som i fortællingerne om skiftinger (kilde: Fairy – Wikipedia). Den lille, vingede og diskret smukke fe, der dominerer motiverne i dag, fik sin nuværende form i den victorianske periode, hvor man foretrak en mere miniatureagtig og elegant æstetik frem for det ældre, mere foruroligende folkelige billede (kilde: Fairy – Wikipedia).
I en tatovering står denne version som regel for lethed, fantasi og en legende, ikke tung, femininitet. Det er det oplagte valg, når du vil sige noget personligt og ubesværet, en henvisning til din egen fantasi, og ikke nødvendigvis knytte dig til en bestemt tradition eller mytologi. Men hvis du tiltrækkes af noget mere lokalt eller med en dybere betydning, er det værd at lære de to andre versioner at kende, før du beslutter dig.
Feen fra græsk folketro: Skønhed med en skarp kant
Feen fra græsk folketro er ikke bare en oversættelse af billedet ovenfor; den er en særskilt skikkelse med sine egne historier. I moderne græsk folklore forbindes den ofte med vand, som floder og brønde, mens betegnelsen også dækker over skikkelser, der hjemsøger bjerge og skove. Den beskrives med gyldent hår, hvide eller lyserøde klæder og et slør eller tørklæde, og det siges, at den danser ved middagstid eller midnat (kilde: Nereid – Wikipedia). Det er en skikkelse, der forener skønhed med noget vildere og mere uforudsigeligt, helt anderledes end den vingede eventyrfes dekorative ynde.
Hvorfor den ikke bare er det græske ord for »eventyrfe«
En af de mest kendte historier om folketroens feer følger et mønster, der findes hos mange folkeslag: En mand stjæler en fes slør eller tørklæde for at tvinge hende til at blive hos ham og gifte sig med ham, og hun lever blandt mennesker, indtil hun finder genstanden igen; så rejser hun for altid uden at se sig tilbage (kilde: Nereid – Wikipedia). Det er en historie om en skønhed, der aldrig virkelig tilhører nogen, ikke om en godmodig eventyrskikkelse, og det er netop det, der adskiller folketroens fe fuldstændig fra den vingede figur i det foregående afsnit. Disse fortællinger hører til folketroen og overleveres som historier, ikke som beskrivelser af virkelige begivenheder, og det er værd at have in mente, hvis du overvejer at basere et motiv på en bestemt fortælling.
Myternes nymfe: Den tredje og ældste rod
Selve det græske ord for »fe« har rod i ordet »nereide«. I den antikke mytologi var nereiderne havnymfer, døtre af havguden Nereus og oceaniden Doris, og de blev som regel afbildet som smukke kvinder, der fulgte Poseidon (kilde: Nereid – Wikipedia). De var dog ikke den eneste type nymfer: Nymfer blev inddelt efter det naturelement, de hørte til, hvor najaderne var knyttet til ferskvand, dryaderne og hamadryaderne til træer, oreaderne til bjerge og oceaniderne til havet (kilde: Nymph – Wikipedia).
Med tiden udvidede moderne græsk brugen af ordet »fe« fra specifikt at betegne nereider til at være en generel betegnelse for nymfer, feer og havfruer (kilde: Nereid – Wikipedia). Det forklarer, hvorfor de tre idéer så let bliver blandet sammen i daglig tale; det skyldes ikke, at nutidens sprogbrugere forveksler dem, men en sproglig udvikling gennem århundreder. Fænomenet er i øvrigt ikke begrænset til græsk: Fra middelalderen og frem er nymfer også i andre europæiske traditioner blevet folkeligt forvekslet med feer (kilde: Nymph – Wikipedia).
Hvilken af de tre passer til din tatovering?
Valget mellem de tre versioner afhænger først og fremmest af, hvad du vil have tatoveringen til at sige, ikke af hvilket billede du synes er smukkest. Hvis det, der tiltrækker dig, er en følelse af lethed, fantasi eller personlig frihed, er den vingede eventyrversion et ærligt valg, og den siger det tydeligt uden behov for yderligere forklaring. Hvis din forbindelse er til græsk tradition, en historie, du har hørt fra din familie, eller folketro generelt, er folketroens fe det mest oprigtige valg, og den fremstår mere alvorlig og mindre dekorativ end den vingede figur. Hvis du vil ære den klassiske mytologi i sig selv, en bestemt nymfe eller et tema omkring vand, passer nymfen eller nereiden bedst, og du kan bruge betegnelser som najade, oread eller nereide for at gøre din henvisning mere præcis.
Et motiv kan selvfølgelig kombinere elementer fra alle tre versioner, men det giver kun mening, når det er et bevidst valg; uden den viden kommer resultatet som regel til at virke generisk i stedet for meningsfuldt. Hvis du er interesseret i den bredere kategori fantasy og mytologi – drager, fønikser, Hydraen og andre legendariske væsner – dækker artiklen om fantasy- og mytologitatoveringer hele kategorien mere bredt. Hvis du er interesseret i andre symboler med flere betydningslag, ser to andre artikler i samme serie nærmere på henholdsvis betydningen af kranietatoveringer og betydningen af cirkeltatoveringer.
Tegnestil: Fra fine linjer til mørk fantasy
Det er tegnestilen, der viser beskueren, hvilken af de tre versioner du mener, længe før vedkommende læser nogen forklaring. En fine line- eller minimalistisk tegning passer til den lettere, eventyrlige version og fungerer godt på små, diskrete placeringer, hvor en enkel kontur er nok til at give en følelse af lethed. En mere dekorativ tegning med flydende linjer i håret, stoffet eller elementer af vand og vinger passer bedre til folketroens fe med sin »smuk, men skarp«-karakter, fordi detaljerne i stoffet og vandet formidler historiens stemning. En mørkere, illustrativ eller skyggefuld stil gengiver bedre en mytologisk henvisning, der skal udtrykke drama eller en følelse af mystik frem for simpel charme.
Kompositionen er lige så vigtig som linjestilen: En enkeltstående figur lægger vægt på selve skikkelsen, mens en figur sammen med vand, træer eller vinger tydeligt viser, hvilken af de tre traditioner du henviser til. Før du taler med en kunstner, er det værd allerede at have besluttet, hvilket af disse to elementer – linjestil og komposition – du anser for vigtigst i dit eget motiv, for det styrer alle de øvrige valg.
Afprøv størrelse og placering, før du beslutter dig for noget permanent
En feminin, flydende mytologisk figur ændrer sig meget alt efter, hvor du placerer den, og hvor stor du gør den; på ribbenene bevæger den sig anderledes med kroppen end på underarmen eller skulderen, og det er meget lettere at vurdere direkte på huden end på et referencebillede på en skærm. Et midlertidigt eller semipermanent motiv giver dig mulighed for at se kompositionen og størrelsesforholdet på din egen krop, før du træffer en permanent beslutning; det forudsiger ikke, hvordan en permanent tatovering heler, hvordan den falmer med tiden, eller hvordan den ender med at se ud, men viser dig blot motivet i den faktiske størrelse og på den rigtige placering.
I kollektionen Fantasy og mytologi findes der allerede to motiver, som giver den mest retvisende sammenligning for en feminin mytologisk figur med vandelementer, uden at de præsenteres som bogstavelige afbildninger af feer: Begge viser havfruer, ikke feer, men de deler den samme kompositionsidé – en flydende figur, hår og stof i bevægelse, en forbindelse til vand – som et motiv inspireret af folketroens fe eller en nymfe også ville have.
Hvis du først vil se hele udvalget, før du beslutter dig mellem en vinget eventyrfe, folketroens fe eller en nymfe, forklarer den generelle guide til tatoveringer, før de bliver permanente, hvad der er værd at vide, før du går videre med noget permanent, mens guiden til din første tatovering gennemgår i detaljer, hvordan du vælger motiv og placering. Uanset hvad er den sikreste rækkefølge først at få klarhed over, hvilken af de tre historier du vil fortælle, derefter at vælge den stil, der understøtter den, og til sidst at afprøve resultatet på din egen krop, før du binder dig til noget permanent.
