En kors-tatovering har ikke én betydning, der gælder lige meget for alle versioner: Formen afgør, hvilken historie motivet fortæller. Et enkelt latinsk kors minder om korsfæstelsen og den frelse, der er forbundet med den, et keltisk kors med ring henviser også til irske og britiske stenkors fra den tidlige middelalder, det ortodokse kors med de tre tværbjælker bærer sin betydning i sin egen struktur, og det koptiske kors med sine tolv spidser står for Egyptens kirke. Den, der vælger et korsmotiv, vælger dermed også en bestemt tradition, selv hvis det ikke var hensigten. Denne artikel gennemgår de vigtigste korsformer, forklarer forskellen på dem og det egyptiske Anch-symbol og viser, hvad man bør være opmærksom på, når man vælger en respektfuld placering, før man træffer en beslutning.
- Det latinske, det keltiske, det ortodokse og det koptiske kors adskiller sig i form og oprindelse, ikke kun i detaljer.
- Anch-symbolet er historisk set ikke et kristent kors, selvom de to former kan ligne hinanden på afstand.
- Om nogen vælger et kors på grund af personlig tro eller alene på grund af formen, har betydning for, hvilken version der passer bedst.
- Større og detaljerede former som det keltiske eller det ortodokse kors kræver mere plads for at forblive tydeligt genkendelige, mens et enkelt kors også fungerer i lille størrelse.
Det latinske kors: den mest kendte form
Det latinske kors er den form, de fleste først kommer til at tænke på, når der tales om en kors-tatovering: en lodret bjælke, der er betydeligt længere nedad end opad, med en kortere tværbjælke lidt over midten. De ulige arme adskiller det fra det græske kors, hvis fire arme er lige lange (kilde: Christian cross, Wikipedia). I den vestlige kristendom er det latinske kors standardformen, og det står for selve korsfæstelsen samt, i den kristne tro, for den frelse, der følger efter. Den, der ønsker et kors uden yderligere udsmykning, vælger i praksis næsten altid denne grundform, fordi den straks kan genkendes og er let at aflæse i alle størrelser.
Det keltiske kors: tro og oprindelse i ét symbol
Et keltisk kors er grundlæggende et latinsk kors, der er suppleret med en ring dér, hvor bjælkerne krydser hinanden. Formen blev udbredt gennem høje stenkors i Irland og Storbritannien, som blev rejst fra omkring det 9. til det 12. århundrede (kilde: Celtic cross, Wikipedia). Ringen fortolkes ofte som et tegn på evighed eller udødelig kærlighed. En anden fortolkning forbinder den med ældre solsymboler, nogle gange gennem en legende om, at Sankt Patrick forbandt det kristne kors med et hedensk solsymbol; dette er en overlevering og ikke en dokumenteret historisk begivenhed, og ringens oprindelse diskuteres stadig blandt historikere (kilde: Celtic cross, Wikipedia). Der findes også en helt praktisk forklaring: På de høje stenkors støttede ringen armene og reducerede længden af det ustøttede stenparti, hvilket gjorde konstruktionen mere stabil. Den, der vælger denne form, forbinder altså kristen tro med en oprindelseshistorie, der ikke er helt entydig, og netop det gør motivet interessant for mange.
Det ortodokse kors: betydningen af de tre tværbjælker
Det ortodokse kors skiller sig straks ud med sine tre tværbjælker, og hver af dem fortæller sin egen del af historien. Den øverste, korte bjælke står for tavlen med indskriften, som ifølge overleveringen var anbragt over hovedet. Den midterste, længere bjælke er hovedtværbjælken, som også ses på de fleste andre korsformer. Den nederste, skråtstillede bjælke fortolkes traditionelt enten som en fodstøtte eller som en slags vægtskål, der henviser til de to røvere, som blev korsfæstet ved siden af Kristus, den angrende og den forhærdede. Denne fortolkning er tradition, ikke en fastslået kendsgerning: Der findes mere end én fortolkning, og der er ikke bevaret fysiske beviser for, at den faktisk var en fodstøtte (kilde: Suppedaneum cross, Wikipedia). Når man først kender strukturen, ser man ikke længere det ortodokse kors blot som "korset med de tre bjælker", men læser en hel fortælling i det, om end den er rigt udsmykket af traditionen.
Det koptiske kors og forskellen på det og Anch-symbolet
En udbredt form for det koptiske kors består af to lige lange bjælker, hvis fire ender hver forgrener sig i tre spidser, altså tolv spidser i alt. Dette tal forbindes som regel med treenigheden og de tolv apostle. Den typiske form går tilbage til omkring det 4. århundrede og udviklede sig selvstændigt i Egypten, ikke som en direkte afledning af et enkelt ældre symbol (kilde: Coptic cross, Wikipedia). Mange koptiske kristne får stadig tatoveret dette kors på indersiden af højre håndled som et permanent og synligt trosbekendende symbol (kilde: Coptic cross, Wikipedia). Der kan ikke udledes en ubrudt, fuldstændig oprindelseshistorie fra Anch-symbolet; denne forbindelse diskuteres blandt historikere og bør ikke fremstilles som en fastslået kendsgerning.
Hvorfor Anch-symbolet ikke er et kristent kors
Anch er et oldegyptisk hieroglyftegn for "liv": en T-form med en dråbeformet løkke foroven, som ofte ses holdt af faraoner og guddomme i afbildninger. Historisk set var det aldrig tænkt som et kors og havde ingen betydning forbundet med offer eller lidelse (kilde: Ankh, Wikipedia). En beslægtet hankekorsform blev senere brugt af nogle tidlige kristne i Egypten, men hvor direkte denne form hænger sammen med det oprindelige Anch, er omdiskuteret blandt fagfolk. Den, der ønsker et koptisk kors, vælger altså bevidst et kristent symbol med sin egen århundredgamle historie og ikke en tatoveret udgave af Anch.
Tro eller ren æstetik: hvorfor ens egen grund betyder noget
Nogle mennesker ønsker et kors på grund af deres personlige tro, andre kan ganske enkelt godt lide formen, uafhængigt af enhver religiøs betydning. Begge grunde er legitime, men det kan betale sig at være ærlig over for sig selv og afklare, hvilken der gælder, før man vælger, fordi det påvirker, hvilken form der passer. Et enkelt latinsk kors kan let opfattes som et rent formmotiv, uden at nogen lægger en bestemt trosretning ind i det. Et ortodokst eller koptisk kors er derimod tættere knyttet til en konkret tradition og bærer derfor større religiøs vægt. Den, der afklarer denne forskel for sig selv inden aftalen, kan tale mere præcist med tatovøren om, hvilken form der faktisk udtrykker det, vedkommende mener, i stedet for først efter tatoveringen at spørge sig selv, om valget var rigtigt.
Vælg placeringen med respekt
Større eller mere detaljerede former som den keltiske ring, de tre bjælker i det ortodokse kors eller det koptiske kors' tolv spidser fungerer bedst dér, hvor der er plads nok til detaljerne, for eksempel på underarmen, øverst på ryggen eller på brystet. Et lille, enkelt kors bevarer derimod sin form også på håndleddet, ved kravebenet eller på anklen. Nogle mennesker synes desuden, at det er upassende at bære et religiøst symbol bestemte steder på kroppen; foden nævnes ofte. Det er et spørgsmål om personlig og kulturel opfattelse og ikke en fast regel, men netop derfor kan det betale sig at tænke over det på forhånd i stedet for først bagefter.
Afprøv størrelse og placering på forhånd
Et midlertidigt eller semipermanent kors viser den præcise størrelse og placering direkte på ens egen hud, før man træffer en permanent beslutning, og det er særligt nyttigt med et symbol, der skal passe allerede i første forsøg. Det er dog vigtigt at huske begrænsningen ved denne test: Den viser design, størrelse og placering, men siger ikke noget om smerte, helingsforløb, allergirisiko eller det endelige udseende af en permanent tatovering. Det kan være svært at vurdere på en skærm, hvordan et lille, diskret motiv i fineline-stil faktisk ser ud på huden; fineline-korsdesignet "Tro 2" viser det med et konkret, enkelt eksempel.
Hvis man foretrækker en lidt anderledes stregføring, er det andet enkle korsdesign "Tro" et alternativ i en tilsvarende minimalistisk form. De to kan sammenlignes med flere varianter i kollektionen med kors-tatoveringer. Artiklen om hvorfor det kan betale sig at afprøve et motiv, før man træffer en permanent beslutning forklarer præcis, hvorfor denne test er nyttig, og hvis man generelt stadig er usikker på, hvordan man vælger sit første tatoveringsmotiv og den rette placering, kan man læse en mere udførlig gennemgang i artiklen om ens første tatovering. Den, der forestiller sig en helt personlig kombination, for eksempel et kors med initialer eller en dato, behøver ikke begrænse sig til et fast motiv: Artiklen om individuelle, personlige midlertidige tatoveringer viser, hvilke muligheder der findes. Hvis man allerede kender formen og i stedet leder efter idéer til stil, placering på kroppen eller kombinationer med skrift eller vinger, kan man finde inspiration i den eksisterende artikel om korsmotiver og deres udformning. Og hvis man efter at have læst om korset får lyst til et andet symbol med sin egen historie, finder man en tilsvarende gennemgang i den kommende artikel om mandala-tatoveringens betydning.
I sidste ende er det vigtigste spørgsmål ikke "hvilket kors ser bedst ud", men hvilken form der faktisk passer til det, man ønsker at udtrykke med den: personlig tro, en kulturel forbindelse eller ganske enkelt en form, man kan lide. Den, der afklarer det på forhånd og afprøver størrelsen og placeringen på sin egen hud, kan træffe den endelige beslutning med langt større sikkerhed.
